Et barns første cykeltur burde være enkel. En lille cykel. En rolig vej. Lidt sol. To ben, der træder. Og et smil.
Men nogle voksne udfører i dag en ekstraordinær bedrift: at forvandle en 30-minutters cykeltur til en rumfærd.
Den moderne far cykler ikke længere. Han analyserer.
Han kender den gennemsnitlige kadence, den normaliserede hastighed, hældningsprocenten, pulsen, temperaturen, vinden, højdemetrene, effekten og formentlig GPS-satellitternes position.
Problemet? Mens han overvåger sine data, ville barnet bare cykle.
Den fantastiske paradoks
Den lille cykler forrest. Han synger. Han slingrer lidt. Han accelererer uden grund. Han kigger på træerne. Han bremser for at se på en hund.
Kort sagt: han oplever præcis det, et barn burde opleve på en cykel.
Bag ham, en anspændt voksen i sit cockpit, bøjet over fire skærme, justerer sit gennemsnit, leder efter sit Strava-segment og tjekker, om turen fortjener at blive registreret.
Maurice Bidon kalder det: ”cockpit-syndromet”.
Jo flere skærme på styret, jo mindre kigger man på øjeblikket.
Hvad børn virkelig husker
Børn husker ikke gennemsnitshastigheden, NP eller watt.
De husker isen, spurten til skiltet, nedkørslen, grineanfaldet, og glæden ved at cykle sammen.
Det er det, der bygger en cyklist. Ikke graferne.
Den officielle videnskabelige Maurice Bidon™-protokol
- Ideelt antal skærme på styret: færre end antallet af smil på turen.
- Hovedmål: komme hjem med lyst til at gøre det igen.
- Ideelt præstationsniveau: ”Kan vi cykle lidt mere?”
Konklusion
Børnecykling er ikke en miniatureversion af voksencykling. Det er noget andet.
Det er lettere. Mere spontant. Mere levende.
Og ærligt talt: nogle gange meget klogere.
Omtrentlig professor i forældrebiomekanik og elektronisk overbelastning, siden 1987.